Afviser Gmail dine e-mails?

Hvis du i den seneste tid er begyndt at få fejlmeddelelser retur, der minder om nedenstående, når du sender mails til Gmail-adresser, kan det måske skyldes manglende SPF eller DKIM for afsenderdomænet.

SPF (Sender Policy Framework) og DKIM (DomainKeys Identified Mail) er metoder, der bruges til at godkende dine e-mails, så de ikke markeres som spam eller afvises af modtagerens server.

De fejlmeddelelser, du kan støde på, ser sådan ud:

<example@gmail.com>: host gmail-smtp-in.l.google.com[142.251.9.26] said:
    550-5.7.26 This mail is unauthenticated, which poses a security risk to the
    550-5.7.26 sender and Gmail users, and has been blocked. The sender must
    550-5.7.26 authenticate with at least one of SPF or DKIM. For this message,
    550-5.7.26 DKIM checks did not pass and SPF check for [example.com] did
    not 550-5.7.26 pass with ip: [46.183.139.199]. The sender should visit
    550-5.7.26  https://support.google.com/mail/answer/81126#authentication for
    550 5.7.26 instructions on setting up authentication.

For domæner, der administreres hos Gigahost, kan du heldigvis let aktivere SPF i Gigahost-kontrolcenteret. Vi har lavet denne lille step-by-step-guide, der viser, hvordan dette gøres.

Bemærk, at der kan gå lidt tid, før ændringerne træder i kraft alle steder, men efter et par timer bør udfordringerne med at kunne levere mails til Gmail-adresser være fortid.

Skulle du have spørgsmål, eller oplever du problemer undervejs i processen, så er du altid velkommen til at kontakte vores support.


Ny og opdateret supportside ude nu!

Det er med stor glæde, at vi endelig kan præsentere vores nye og moderne supportside, hvor vi løbende hen over de kommende måneder vil udgive nye og opdaterede guides, nyttige vejledninger samt gode tips og tricks.

Du vil bl.a. kunne finde hjælp til:

  • Hvordan logger man på FTP via FileZilla?
  • Hvordan installerer man WordPress på sit domæne?
  • Hvordan flytter man sin hjemmeside til Gigahost?
  • Hvordan ser man statistik for sin hjemmeside?
  • Hvordan tager man en manuel backup af sin hjemmeside?
  • Hvordan bestiller man et nyt domæne i kontrolcenteret?
  • Hvordan opsætter man et gratis SSL-certifikat på sit domæne?
  • Hvordan ændrer man, hvilken PHP-version det enkelte domæne bruger?
  • Hvordan opsætter man en SPF-record til sit domæne?

Du finder den nye supportside det samme sted som den gamle, nemlig på support.gigahost.dk

Hvis du har forslag til guides eller vejledninger, så er du meget velkommen til at sende dem til support@gigahost.dk


PHP 8.1 og 8.2 er her!

PHP 8.1 og 8.2 er her!

Vi er glade for at kunne annoncere, at både PHP 8.1 og 8.2 nu er tilgængelige hos Gigahost!

PHP 8.1 er en større opdatering af PHP-sproget og indeholder mange nye funktioner, herunder enums, readonly properties, first-class callable syntax, fibers, intersection types, ydeevneforbedringer med mere.

PHP 8.2 er ligeledes en stor opdatering af sproget og indeholder funktioner som eksempelvis readonly classes, null, false og true som stand-alone types, deprecated dynamic properties, ydeevneforbedringer med mere.

Da PHP 8.1 og 8.2 er to større nye versioner, kan de være inkompatible med nogle systemer. Sørg for at afprøve din webside, efter du har skiftet til en af de nye versioner. På Gigahost kan man skifte version for hvert domænenavn, og altid gå tilbage til den forrige version, hvis der er noget, der ikke virker korrekt.

PHP-versionen kan skiftes i Gigahost-kontrolcenteret ved at vælge domænet og herefter “PHP-version”.